Jeg kan huske første gang, jeg skulle optræde på SPOT. Det var vist den første eller anden SPOT Festival nogensinde, og vi skulle spille med mit band Closeminded nede på Café Arthur (der lå på hjørnet over for Cykelklubben), hvor der i dag ligger en tapasrestaurant, der hedder Can Blau.
Nå, men trommeslageren i Closeminded havde overdimensionerede trommer. 26” stortromme, 20” gulvtam og overstore bækkener, og han spillede med specialimporterede store trommestikker, så der var skruet max. op for lokomotivføreren.
Vi fik stillet op, og Ulrik skulle lave lyd på trommerne. Da han havde spillet på trommerne i cirka 30 sekunder, kom der en kvinde ind helt ildrød i hovedet. Hun så ud, som om der var sprunget en bombe et eller andet sted, og nu sprang hun selv i luften, imens hun skreg til Ulrik, at hvis han rørte ved trommerne bare en gang til, ville hun ringe efter politiet.
Det var min første optræden på SPOT: Ulrik, min trommeslager, som spillede i 30 sekunder under lydprøven. Vi pakkede alt ud i bilen igen og kørte hjem.
og der kom lidt over 300 bare for at se os. Det var sgu stort!
En måned derefter fik vi et job som kompensation af ROSA på HUSETs Musikteater, som i dag er Voxhall, og der kom lidt over 300 bare for at se os. Det var sgu stort! Det eneste minus var bare, at folk kom for at se os spille Nirvana, da det var det, vi var blevet kendt på, men det, vi spillede, var vores eget.
Anden gang på SPOT var med The Broken Beats, hvor vi havde det helt store show i kufferten. Jeg havde bl.a. 4 tøjskift, og korpigerne havde syet deres eget tøj til showet. Vi havde også fået fat i en gammel baggrund fra nyhederne, som var sådan nogle firkanter sat op på nogle metalrammer, vi så havde malet i alle regnbuens farver - og som prikken over i´et havde vi hejst en hulens masse falske pengesedler op under loftet i et lagen og noget snor med to personer klar til at trække i snorene under det rigtige nummer + en del andre ting.
Nå, men jeg havde så fået den ide, at det kunne være genialt at spille det første nummer playback og køre det ud på en cd, som vores lydmand så skulle afspille. Jeg havde mit første sæt tøj på og en masse falsk skæg og hår, da jeg optrådte som bandets manager, der ikke mente, forsangeren kunne gøre det ordentligt, og som derfor nu ville vise, hvordan man fik en pladekontrakt.
Da vi så gik på, skete der ikke noget. Vi havde øvet til den brændte cd, men pludselig kommer der sådan noget cd-hak ud over højttalerne, og vi står alle megaforvirrede på scenen. Så beslutter jeg, at vi spiller nummeret rigtigt, og det går helt i ged. De andre spiller en overgang, og jeg går ud og skifter. Der sker alt under den koncert, og til sidst vælter det op på scenen med folk, så der står mindst 50 og danser totalt igennem.
Koncertsalen var helt fyldt, og senere anmeldte en anmelder koncerten med overskriften “Øh koncert??” - ment positivt!
Pengene kom ned fra loftet som planlagt, og jeg endte i selvsiddende netstrømper og underbukser syngende en ballade …
Ja, sådan kan det gå, når man ikke selv tror på, at ens musik alene kan bære et ensemble!